Da Faderhuset kom ind i mit liv

Vi gik på en kristen skolen, som tilfældigvis var ejet af Faderhuset.

”Mine forældre snakkede med ledelsen i Faderhuset, for de var desperate efter et sted at bo. Lederen, Ruth Evensen, ejede et stort palæ i Rungsted hvor mange andre kristne medlemmer fra Faderhuset boede. Hun foreslog at vi kunne bo der. Mine forældre blev glade og tog imod tilbuddet. Vi flyttede til Rungsted og startede et helt nyt liv i huset der blev kaldt Bel Colle. Det var sådan vi kom ind i Faderhuset. Jeg troede også jeg var kristen på det tidspunkt. Jeg havde hvert fald intet imod at prise Gud og bede. Vi boede i Bel Colle i et år.

Da jeg kom hjem fra en sommerlejr, skulle jeg pludselig hjem til et nyt hus i en helt anden by. Min far sagde bare at nu skulle vi bo her. De havde flyttet alle vores ting og nu boede vi pludselig i en af Ruth Evensens andre huse som hun ejede. Jeg synes det var mærkeligt hun var så rig, med alle de dyre huse hun ejede, for hun ejede også en kæmpe luksus vila i Hellerup. Men jeg så hende aldrig, kun en sjælden gang i kirken om søndagen. Mennesker fra kirken flyttede ind og ud af vores hjem og der var altid én der bestemte hvordan mine forældre skulle opdrage mine søskende og jeg. Jeg hadede det. Min far købte huset i 2006. Han havde lånt penge og givet Ruth 3 million. Min mor ønskede at vi skulle bo alene, men da hun bedte kirken om det, fik hun afslag. Selvom det nu var min far der ejede huset, måtte han ikke smide de andre ud der boede her. Mine forældre havde fået mange venner de ikke ville miste, alle deres børn gik nu i Faderhusets kirke og de kunne ikke tåle at miste den gode kirke heller. De havde ikke rigtigt andet valg end at gøre hvad kirken sagde.

Det er sådan kirken holder styr på sine medlemmer tror jeg. De giver dem en masse gode ting i hverdagen, som personerne ikke vil miste. Hvis man ikke adlyder ville man blive smidt ud eller straffet på den ene eller den anden måde. Ruth bestemte, men der var andre ledere under hende der bestemte over mine forældre, der bestemte over os. Jo mere vi var i kirken, jo mere mærkelig blev det. Jeg følte at kirken ejede mine forældre. De gik nogen gange i kirke og efterlod os alene hjemme. Jeg skulle i kirke hver fredag og søndag. Hvis jeg ikke tog med en enkelt gang, fordi jeg var syg, kom en af lederne og tvang mig til det alligevel. Da begyndte jeg at skændtes med mine forældre, for turde ikke sige det til lederne. Var træt af at mine forældre var blevet så kristne og var træt af at gå i kirke. Jeg følte ikke længere at jeg var fri og jeg følte ikke at menneskene i kirken var søde længere. Det hele blev bar mærkeligt lidt efter lidt, og mine forældre kunne ikke se det. Jeg begyndte at skrive dagbog om hvor meget jeg hadede mine forældre og Faderhuset. Ville ønske de bare ville lade os være i fred!”

”Jakobs Bootcamp”

Denne historie er aldrig blevet fortalt, da hun og resten af medlemmerne afviste dr1, da det hele kom ud i medierne. Da jeg er en god ven for den vedkommende, har jeg fået lov at fortælle hendes historie, her i min blog. Jeg bruger anonyme navne, så ingen bliver genkendt.

”Jeg var 13 år. Det var da, jeg oplevede en af de værste ting i mit liv og jeg vil fortælle det ordenligt!

Der stod over det hele i aviserne at dem der var med på lejren, var mellem 15 og 25 år – jeg var 13! Jeg var den yngste! De andre der var de yngste, var 15, ikke 13! Det værste er at der ingen beviser er for at der overhovedet har været denne lejr..

Sommerferien 2006, var sommeren skolen lukkede. Vi skulle endelig på sommerlejr og nyde vores ferie.

Kirken havde en børnegruppe til alderen 6-13 og en teenagegruppe til alderen 14-20. Jeg var stadig 13 og glædede mig ikke til jeg blev 14, for så var det ikke sjov og ballade om søndagen længere. Mine små søskende og jeg pakkede taskerne og vi kørte med alle andre børn og unge i kirken til en lejrskole langt væk fra København. Da vi ankom fik jeg værelse med min søster og det blev jeg glad for. Vi pakkede ud og gik ud og legede på legepladsen.

Pludselig kom to af lederne hen til mig og ville snakke med mig. Det havde jeg aldrig prøvet før. Især fordi de var to af de højeste ledere i kirken. Det var mærkeligt.

Men de fortalte mig så at teenage-gruppen i denne uge skulle være Jakobs Bootcamp osv. Og de foreslog så at jeg skulle være hos dem på lejren i stedet for. Jeg forstod ikke rigtig alt hvad de sagde, men de sagde at det ville være godt for mig. Jeg turde ikke sige nej til dem. Jeg havde glædet mig vildt til at være på børnelejr hos dem jeg kendte, men turde ikke sige nej. Jeg sagde lavt: ”Jo, det kan jeg vel godt…”

De bedte mig om at hente mine ting på værelset, som jeg pakkede ned igen. Jeg var ved at græde hele tiden, fordi jeg var så ked af at jeg ikke skulle være sammen med mine venner. Jeg skulle over på den anden side af lejren. Langt væk fra de små, hvor jeg hørte til. Der var mange andre på 13 år, som ikke kom med på teenagelejren og synes det var mærkeligt de kun spurgte mig. Jeg sku bo på værelse med 7 andre store piger. Jeg kendte dem ikke rigtigt og de var meget ældre end mig. Jeg var skræmt og følte at jeg bare ville hjem og væk herfra.

Vi blev endelig kaldt ud til flagstangen. Jeg kunne ikke høre børnene i det andet hus, fordi det var så langt væk. De to ledere, Lidia og Christina der talte med mig, var også ledere for teenage-gruppen, så det var dem vi skulle være sammen med. Jeg hadede det, for jeg turde ikke sige noget til dem.

De bedte os om at stille os op på række ligesom soldater. Jeg tænkte at vi endelig skulle lave noget sjovt. Vi stod på 4 rækker med 4 personer i hver række. Vi havde skulderspredte ben, armene bag ryggen og hovedet ret. Nogen gange tænker jeg også om de kun ville have mig med, fordi de manglede en person i rækken til at det var et kvadrat, men jeg ved det ikke. Vi fik alle besked på at lave et falsk navn og vi fik alle et nummer ligesom soldater har. Mit falske navn jeg valgte, var Ulla Hansen, troede det bare var en leg..

Det hele var sjovt indtil de pludselig gik ind og lod os vente i over en halv time. Alle havde respekt for lederne så ingen bevægede sig i frygt for hvad der ville ske, når vi havde fået besked på at stå stille.

Da de kom ud havde de to mænd med (ledere fra kirken), lederne havde alle militær tøj på og smilte ikke et øjeblik. De kiggede ikke engang på mig der stod der på anden række som en eller anden soldat. Den ene mand begyndte at råbe af en dreng der hed Christian. Christian var blevet blændet i øjnene af solen og havde lavet et skævt ansigt. Det var der lederne kom ud. Christian blev beskyldt for at være sur, så som straf skulle vi alle ned på stenene og lave 10 armbøjninger.

Jeg havde aldrig før lavet armbøjninger i mit liv! Jeg lavede 3 og så kunne jeg ikke mere! Jeg græd indvendigt af frygt for at græde højt. Jeg ville ikke være der, for de var bare sure og onde.

Den første dag gik med at løbe meget langt, blive råbt af, lave armbøjninger, blive svinet til, lave englehop og blive råbt af igen. Det var bare forfærdeligt. Jeg vidste at min krop ikke kunne klare den udmattelse, men frygten for lederne gjorde at jeg blev ved med at være stærk. Hvis nogen græd var de ligeglad, de gav dem flade og fik dem til at træne dobbelt så hårdt. Jeg har aldrig set mennesker være så kolde..

Endelig i min seng. Uden aftensmad. Alene blandt fremmede. Men endelig kunne jeg ligge ned efter den udmattende træning. Jeg faldt i søvn med det samme, selvom jeg også kunne have holdt mig vågen af bare skræk. Jeg sov tungt, men pludselig kunne jeg høre larm. Lidia og Christina kom brasende ind midt om natten med en lygte som hun lyste op i vores hoveder. Hun råbte til en af gangen: ”Navn, rang og nummer?!”, hvor hun så forventede at man sagde sit falske navn, sin rang og sit nummer! En pige kunne ikke svare på hendes spørgsmål hurtigt nok. De hev hende i håret ud af hendes underkøje og hev den grædende og skrigende pige i håret ud på toilettet hvor de skyllede hende i hovedet med den iskolde bruser, indtil hun sagde sit navn, rang og nummer. Efter gik de hen til den næste pige og hun kom til at sige sit navn forkert, Lidia tog hende voldeligt med ud og jeg ved ikke hvad der skete ved hende, hun ville aldrig sige det.. Da det var min tur sagde jeg hurtigt mit falske navn, min rang: menig og mit nummer. Jeg slap.

Klokken var 2 om natten. Jeg var i komplet chok over hvad der lige var sket. Jeg var så forskrækket at jeg brækkede mig på toilettet. Jeg kunne høre råb fra udenfor. Nogen råbte: ”Hvis I ikke står klar her om 2 min, så skal I straffes!”
Jeg skyndte mig at tage tøj på, uden på mit nattøj, jeg have bræk på nattøjet, men skyndte mig alligevel udenfor og stillede mig på min plads i rækken. De fik os til at løbe en lang tur i skoven i komplet mørke. Den eneste måde vi kunne følge hinanden var ved at holde hindanden på skulderen bag hinanden og løbe. Det var forfærdeligt. Jeg kunne ikke nå ham der var foran mig, han var høj og kunne ikke nå. Jeg faldt tit, fordi jeg intet kunne se. Da vi kom tilbage havde jeg røde mærker på benene og var blevet brændt af brændenælder over det hele. Jeg var så ked af det. Min mor plejede at trøste mig vildt hvis hun kunne se et lille sår, men hun var her ikke. Jeg holdte tårerne inde og lagde mig til at sove.

Vi blev vækket klokken 5:50. Kl. 6 skulle vi stå på række ved flagstangen. Jeg følte at jeg havde sovet i 10 minutter. 2. Dagen var en overskyet dag. Vores dag startede med 10 armbøjninger, 20 mavebøjninger, englehop, sprællemænd, løb med mere. Jeg havde ingen energi. Ingen havde sovet nok, ingen havde spist aftensmad dagen før og jeg havde også brækket mig. Jeg klarede de fysiske udfordringer. Jeg fatter stadig ikke hvordan. Kl. 8 var der morgenmad. Vi skulle spise med børnene, men jeg måtte ikke gå hen til mine venner, jeg skulle sidde med de store piger fra mit værelse. Jeg havde det så dårligt. Jeg spiste knap nok noget.

Det var en grå dag udenfor. Børnene havde planlagt at klippe klistre, spille bordtennis og lege en masse sjove indendørs lege. Jeg tænkte at teenage-gruppen nok ikke sku ud og træne, fordi vejret var sådan. Vi var indendørs i mange timer. Det regnede udenfor, mens vi blev undervist af Lidia. Hun gav os en masse papirer som vi læste. Det hele drejede sig om Israel. Det handlede om krig og at vi sku gøres klar til at gå i krig for Gud. For helvede jeg var 13 år! Vi sad stille i over 2 timer uden pause og lyttede. Alle kiggede på Lidia mens hun talte og alle lyttede. Vi fik alle et falsk pas hvor vi skrev vores falske navn og indsatte et billede.

Christian, den uheldige, kom til at gabe og det gjorde Lidia vred. Men forstår ham for vi var alle trætte! Han blev bedt om at stå op til timen var forbi. Efter to timers undervisning stod han stadig op. En der hed Nicklas, protesterede. Han klagede over at Christian skulle stå op så længe. De to mandelige ledere kom ind til os og vi skulle alle rejse os og stå i rundkreds. De sagde Nicklas skulle gå ind på midten, hvorefter de tæskede ham voldsomt. De andre ledere tvang os til at se på. De tvang også mig. Han sparkede ham i hovedet og han blødte, men de blev bare ved, mens de svinede ham til. Han protesterede bare, fordi Christian havde stået op i 2 timer. Det var uretfærdigt!

Vi skulle som ”straf” alle ud i regnen og lave cirkeltræning. Vi blev tvunget til at udføre cirkeltræning tre gange! Vores træner blev selv så træt at han ikke udførte den sidste! Dagen var forbi. Dagen var gået med ingenting. Vi løb og hoppede som små hunde for lederne. Vi blev ved og ved. Jeg udførte cirkel-træningerne, og kan huske jeg ikke var ved mig selv da vi skulle gøre det. Det regnede. Jeg tænkte hvor dårligt jeg havde det, at det ikke var virkeligt at jeg trænede. Kun derfor kunne jeg klare det.

En dreng der hed Sebastian gav op, da vi var ved den sidste cirkeltræning og hvert hop var en kamp. Vi var udmattede. Sebastian kunne ikke mere. Han græd og han fik skæld ud. Han fik besked på at gå, for der var ikke plads til svanse på holdet. Tænkte at han slap godt fra det. Lederen nævnte endda mig og sagde at Sebastian godt kunne klare det, hvis jeg kunne. Jeg kunne i virkeligheden heller ikke. Jeg var stadig en tyk lille pige. Bange og alene. Fatter stadig ikke, dagen i dag, at jeg klarede det.

Vi blev endelige færdige. Jeg tror vi havde trænet uafbrudt i 6 timer. Vi startede undervisning klokken 9 og startede træning kl. 14. Det var aften. Det var mørkt. Vidste ikke hvad klokken var, men vidste den var mange. Vi stod stadig udenfor. Vi stod på rækker. Udmattede og bange. Vores træner gik for at hente Lidia. Vi ventede i kulden i over 2 timer før de kom ud og sagde vi måtte gå i seng. Jeg hadede virkelig det sted. Jeg hadede det!

Jeg sov. Hele natten igennem. De vækkede os ikke om natten, nu var det drengenes tur. Sebastian kom til at sige sit rigtige navn og hans straf blev at han skulle sove på parkeringen udenfor på de små sten. Jeg græd indvendigt da jeg hørte det, for han havde altid været som en bror for mig. Han havde en masse små blå mærker som han viste os..

3. dagen. Vi lavede morgentræning som var det normalt. Følte jeg havde været der hele mit liv og at det var normalt at stå op til. Jeg spiste morgenmad. Masser. Jeg var sulten! Solen skinnede og vi fik lov til at holde fri i 3 timer. Jeg blev så glad da de fortalte det, jeg ville være sammen med mine venner og ville bare væk fra disse onde mennesker. Vi tog på stranden og badede og jeg blev så glad da vi legede. Da vi kom hjem spiste vi frokost og jeg følte at det hele var forbi nu.

Lidia kaldte mig og de andre teenagere hen til et stort bål. Det var hyggeligt. Hun havde en bog som hun læste for os. Alle var stille og lyttede. Det var stadig lyst. Lidia begyndte at lyde vred da hun læste. Bogen handlede om kristne i Kina der bliver forfulgt. Det handlede om hvordan de blev torturede på de værst tænkelige måder. Der var mange martyrer i Kina og det var ikke spor hyggeligt at sidde der længere. Alle havde en dårlig følelse indeni af de voldsomme torturmetoder hun fortalte os om. Det værste var at hun sagde vi skulle gøres klar til at være martyrer for Gud. 

Efter 2 timers læsning og prædiken ved bålet, sagde Lidia: ”Nu synes jeg I skulle sidde på hug i et stykke tid, så I kan mærke den korte følelse af at sidde på hug i flere dage, som de kristne i Kina bliver tvunget til.”
Hun gik og vores lede træner og en anden voldelig fyr kom i stedet. Jeg tænkte bare at jeg ville dø. Jeg kunne ikke mere. Vi sad på hug i tre timer. Det var en af de største udfordringer i mit liv. Vi var udmattede, men alligevel skulle vi klare det her. Og hvad kunne vi gøre ved det? Ingenting! Det værste var at efter et stykke tid fik man ondt og lidt krampe i benene. Det aller værste var at man skulle holde krampen ud uden at sige en lyd, indtil man ikke længere kunne mærke sine ben. Det var også vildt ubehageligt at rejse sig igen.

Det var blevet mørkt. Der var stille. Der var altid stille. Ingen sagde en lyd. Ikke engang en sjov kommentar engang imellem. Vi fik lov til at gå tidligt i seng den dag.

Vi kunne alle regne ud at det her var natten hvor vi ville blive vækket. Ingen kunne sove, for vi ventede bare på at de ville brase ind. Vi sov ikke tidligt, vi mistede kun vores søvn af frygt. Vi havde ret. Pludselig smækkede døren op og Lidia og Christina farede ind og spurgte os om navn, rang og nummer. Vi svarede alle ordenligt. Vi slap.

Som sidst skulle vi igen stå klar ude foran og jeg tænkte; Please! Ikke igen! Jeg vil bare ikke igen!

Jeg skyndte mig som en vild igen og nåede det. En anden pige nåede det ikke med sekunders forsinkelse, og da hun undskyldte gav Lidia hende bare en kæmpe flad så hun faldt ned på stenene. Pigen skjulte at hun græd. Alt var bare forfærdeligt.

Vi skulle ikke alle træne denne gang. Vi skulle på natteløb.

Det viste sig at de havde taget røven på os ang. det første natteløb. Fordi de havde lavet en ”lille fejl”, så gik vi 30 km midt om natten og til næste formiddag, med et forkert kort, og uden at finde en eneste post. Jeg hadede dem virkelig på det tidspunkt. Virkelig. Utroligt at jeg kunne blive ved med at hade dem.

Det var dem 4. dag. Vi fik fri i første fem timer og dem brugte vi alle på at sove. Vi skulle møde igen kl. fem om aftenen. Vi fik besked på at vi skulle mærke hvordan det var at sidde i et kinesisk fængsel. Jeg tænkte ikke noget da de sagde det. Jeg kunne ikke forestille mig hvad de ville gøre. Bålet lå bag en bakke. Og i den lille bakke var der en slags hule. Den var cirka 3x4 meter og det var ikke så stort. Især ikke hvis 16 personer skal sidde derinde og se hvor sjovt det er at sidde i ”fængsel”!!! Det værste er at ikke nok med at vi skulle sidde derinde i 3 timer, vi skulle også bede til Gud som vilde abekatte. Jeg sad klemt helt henne i hjørnet og der var beskidt og ulækkert. Det lugtede råddent og der var mange små edderkopper og dyr over det hele!

Jeg var så træt af alt. Alle de andre var mere vant til det der end jeg var, jeg var stille i alle de tre timer. Efter der var gået omkring 20 minutter, kastede Nicklas op på næsten os alle sammen. Han fik klaustrofobi. Alle sad og råbte og skreg. Det var ikke sådan at de stoppede og kiggede op når der var en der kastede op. De fortsatte bare. Efter det mareridt var der ingen mad til os. Elendigt.

Vi gik i seng. Udmattet. Igen. Vi synes vi fortjente en hel nats søvn, men ingen vidste at det værste på hele lejren ville ske i nat..

Vi blev vækket. Vi stod ude foran, klar, med varmt tøj på. Vi vidste ikke hvad der skulle til at ske. Vi blev delt op i hold og det hele foregik meget professionelt. Jeg vidste de ikke ville tage røven på os denne gang.

Vores mål var at komme til Israel, men vi skulle først igennem en masse andre lande (poster) for at komme videre. Vores guide hed Dennis og han ville guide og hjælpe os til at nå målet.

Kan stadig huske mit hold og glemmer dem ikke lige foreløbig. Vi var meget igennem den nat. Lenni, Martina, Marianne, Sacha, Anders, Christian, Sebastian, Dennis og Martina var på mit hold. Jeg fik en særlig opgave, og jeg ved at jeg kun fik den, fordi jeg var den eneste der ikke ville kunne klare at blive tæsket.

Vi tog af sted. Vi var to hold og det andet hold gik en anden vej. Vi tog ud i skoven hvor vi mødte forskellige poster og det gik stille roligt. Vi gik på en mørk sti med alle vores lommelygter tændte og var nervøse ogstille. Pludselig sprang Lidia og Christina frem fra træerne og de var klædt ud som de mest uhyggelige dæmoner! Christina havde malet sig blodrød i hovedet og på kroppen og havde gule selvlysende øjne og store sorte horn. Hun havde bare tæer og sort flænsede tøj på. Lidia var malet grøn og hendes blonde hård gjorde det meget mere uhyggeligt. Hun havde helt sorte øjne og hun havde også bare tæer og sort, flænset tøj. Det var sindssygt uhyggeligt! De kidnappede en efter en som vi gik til hver post. De sprang på os de mest uventede tidspunkter. Tog de en af os med sig måtte vi ikke sige noget eller reagere. Vi skulle bare gå videre.

Martina blev taget først. De hev hende i benene hen af jorden mens hun skreg, og vi skulle vende os og gå videre. Jeg vidste de ikke ville tage mig for ellers havde jeg ikke haft den opgave at vise alles visum når vi sku ind i Israel. (En del af løbet)

Marianne græd også meget da de tog hende væk fra os. Hun fortalte os dagen efter at de havde smidt hende ned af en kæmpe stentrappe som vi gik forbi tidligere. Hun viste os nogle blå mærker hun havde fået på knæene fordi de havde tvunget hende til at kravle op og ned af trappen på sine knæ. Hendes blå mærker er stadig de største jeg nogensinde har set i mit liv. De var store som tallerkner. Hun kunne næsten heller ikke gå.

Min gode veninde Martina og hendes storebror Anders, der var fra Norge og på besøg hos Ruth var også med på lejren. Vi talte engelsk med hinanden og hun havde aldrig besøgt Faderhuset før. Lejren var det første besøg, men hun var 18 år. Hendes storebror blev taget ved stranden. De tog ham ud i havet med sig og vi gemte os alle sammen så de ikke så os. Vi så hvordan de bare slog ham og tog ham under vandet hele tiden. Martina begyndte at græde voldsomt og Sebastian og Christian måtte holde hende og holde hende for munden. De tvang hende til at se på ham. Det var rigtig synd for hende. Hun skreg at han havde astma og de blev bare ved med at drukne ham mens hun græd..

De to djævler mødte os igen på stranden og stoppede os alle for at skræmme os. Vi stod på række mens de vrissede af os og grinte ondt. De ydmygede os. De ydmygede min bror, Lenni, ved at give ham en masse flade. De hakkede ned på ham med hans vægt og han blev såret. Jeg tænkte ikke noget, for var lidt ligeglad med ham.

Det endte med at de tog Sebastian. Han fik den hårdeste straf. Han fortalte at de tvang ham til at spise sand og at de flere gange ”druknede” ham i sandet. Han havde ufattelig meget sand i håret dagen efter og hans øjne var helt røde.

Da vi nåede til landgrænsen stod de to bødler Samuel og Martin der. De havde hver et gevær i hånden. Vi skulle stille os op af en mur med hænderne på væggen, men de tjekked vores lommer og falske pas. De endte med at de ikke ville lade os gå igennem. Min opgave var at give dem de penge jeg havde fået med og bestikke dem til at lade os komme forbi alligevel. Det lykkedes så. Men de ville ikke lade mig og min veninde Martina gå med. Vi fik båndet hænderne bag på ryggen og skulle stå på vores knæ i lang tid før de kom hen til os. Vores hold var gået videre og jeg tænkte at nu var det min tur. Martin skubbede min veninde bagfra, så hun faldt forover og slog hovedet ned på en træstamme. Hun græd så stille hun kunne og jeg fik ondt i hjertet. Han skubbede ikke mig. Heldigvis.

Pludselig kom Samuel og skar stribsen af mine hænder. Han sagde jeg skulle sætte mig ind i en bil med hans lille søn Søren. Han var omkring 12 år og er søn af Samuel og Lidia. Så vidste jeg at det var forbi. Samuel kørte os tilbage på lejren og vi fik kage og saftevand mens vi ventede på de andre skulle komme hjem. Endelig noget godt. Endelig. Det hele var forbi. Da de andre kom hjem med blod og sår over det hele spiste vi alle kage og gik i seng.

Næste morgen skulle vi hjem. Vi ryddede skraldet op på hele grunden og gjorde rent, men det var en præmie i forhold til alt andet vi havde været igennem. Mine forældre kom og hentede mig og mine søskende og vi tog hjem. Jeg fortalte ikke mine forældre hvad vi havde lavet på lejren. Jeg var bare glad for at være hjemme. Jeg tænkte at de voksne på lejren gerne måtte gøre de ting de gjorde. Jeg vidste ikke det var forkert. Dengang var det bare – de er vores ledere og vores kirke og vi skal gøre, hvad de siger.

Jeg har dog stadig fået noget godt ud af at have været med på lejren, ville bare ønske jeg var lidt ældre, men jeg klarede det. Vi skulle jo træne meget, og hvis vi ikke ville, så tvang de os til det. Jeg har lært, at hvis jeg siger til mig selv: ”Jeg kan ikke mere”, så kan jeg altid. Står der en med en skyder i mit hoved, så kan jeg. ”

Tingene er ikke det samme længere

''Mine forældre anede ikke hvad der var sket på lejren. Min bror og jeg sagde bare ikke noget om det, for det gjorde man bare ikke. Min bror stoppede i kirken for den lejr gjorde bare at han fik nok.

Jeg var mere træt af kirken end nogensinde. Jeg blev ved med at komme, for jeg var kun 13 og på det tidspunkt lod jeg mine forældre bestemme over mig.

Efter lejren var intet det samme. Jeg kunne mærke at jeg var meget vred. Jeg fik problemer i skolen og lod det gå ud over mine venner, lærere og min familie. Jeg blev ligeglad og oprørsk imod alt.

Jeg tænkte hver dag på at stoppe i kirken. Det sværeste var at jeg skulle sige det til den leder der bestemte over os, som vi boede med. Jeg respekterede og frygtede hende for meget til at kunne gøre det.

Det var svært at komme væk. Indtil den dag det skete. Efter lejren holdte de fast på armbøjninger som straf. Så larmede man eller kom for sent så skulle man lave armbøjninger og det gad jeg bare ikke! Jeg hader armbøjninger ok!

Jeg var til ungdomsmøde en fredag aften. De stod og bedte da jeg kom for sent. De stod i rundkreds så jeg blev bare i baggrunden. Christina sagde jeg skulle komme og bede og så sagde jeg bare: ”Det vil jeg ikk’.” Jeg begyndte at ryste og min stemme skælvede.

Så sagde hun: ” Bed, eller gå!”

Så sagde jeg: ” Ok, så går jeg og jeg kommer ikke tilbage.”

Siden den dag kom jeg ikke længere i Faderhuset.

Jeg var meget problematisk i mine teenageår. Jeg var oprørsk, troede bedst selv. Men det er vel kun normalt. Jeg græd tit over mit liv. Hadede mine forældre. Hadede at gå i skole. Hadede min krop. Jeg røg og lavede ballade. Jeg var bare ligeglad.

Jeg blev ved med at have problemer. Jeg var stadig vred. Det hjalp ikke så meget som jeg troede at stoppe i kirken og komme væk fra alt det der. Følte at jeg ikke havde lyst til at lære nye venner at kende, da mine barndomsvenner og kristne venner blev taget fra mig. Skænderierne mellem mine forældre og jeg, blev værre og værre. Jeg besluttede at være mere oprørsk end nogensinde. Det endte med at mine forældre tog alt fra mig. Mine ting. Min frihed. Og dem selv.

Jeg hadede min mor dengang. Jeg var så frustreret. Hver gang jeg prøvede at snakke med hende, blev det til et skænderi, fordi hun ikke ville give mig lov til at tale! Hun ville aldrig lytte. Har haft det svært med at jeg aldrig har kunnet tale med min mor, fordi hun enten er ligeglad eller fordi jeg er bange for hvad hun vil sige.

Jeg ville ikke gå i skole. Jeg var 13 år og skulle starte i 8. klasse. Jeg følte mig udenfor. Jeg meldte mig syg tit. Til sidst stoppede jeg. Jeg gik ikke i 8. klasse.

Jeg gik til psykolog, for kommunen ville vide hvad grunden var til at jeg ikke ville gå i skole, men det hjalp dem ikke meget, for den virkelige grund holdte jeg hemmeligt for hele verdenen.

Jeg gik i 9. Klasse, da jeg senere hen fik en alvorlig spiseforstyrrelse hvor jeg intet spiste i 5 dage af gangen. Var ligeglad med alt og tænkte at jeg ikke fortjente at spise eller at jeg ikke kunne forstå hvorfor man sku spise.

I fritiden røg jeg hash og drak mig fuld med min veninde. Jeg var aldrig hjemme. Jeg var altid ude og lave et eller andet.

Jeg var forstyrret af min tid i Faderhuset. Det hjemsøgte mig. Tankerne jeg ville fortrænge, dukkede for alvor op da jeg var omkring 15 år.

Hver nat vandrede jeg lange ture alene, hvor jeg tænkte på lejren og på hvor meget jeg hadede kirkens ledere. Var så vred, jeg følte mig så magtesløs. Tænkte at de havde gjort en masse ting, jeg aldrig ville kunne bevise, tænkte at de var sluppet godt fra det hele. Jeg havde morderiske tanker om dem og kunne gå tur i flere timer nogen gange. 

Jeg slog mine hænder ind i vægge, mure, træ, stole, borde, hvad som helst for at kunne føle smerte. Når jeg havde gået min nat-tur smadrede jeg mine hænder et sted inden jeg gik hjem for at sove. Jeg slog dem til det ikke gjorde ondt længere. Mine forældre spurgte aldrig hvorfor jeg altid havde blodige sår på mine hænder… Det var Faderhuset der havde sat sit mærke. ”