''Mine forældre anede ikke hvad der var sket på lejren. Min bror og jeg sagde bare ikke noget om det, for det gjorde man bare ikke. Min bror stoppede i kirken for den lejr gjorde bare at han fik nok.
Jeg var mere træt af kirken end nogensinde. Jeg blev ved med at komme, for jeg var kun 13 og på det tidspunkt lod jeg mine forældre bestemme over mig.
Efter lejren var intet det samme. Jeg kunne mærke at jeg var meget vred. Jeg fik problemer i skolen og lod det gå ud over mine venner, lærere og min familie. Jeg blev ligeglad og oprørsk imod alt.
Jeg tænkte hver dag på at stoppe i kirken. Det sværeste var at jeg skulle sige det til den leder der bestemte over os, som vi boede med. Jeg respekterede og frygtede hende for meget til at kunne gøre det.
Det var svært at komme væk. Indtil den dag det skete. Efter lejren holdte de fast på armbøjninger som straf. Så larmede man eller kom for sent så skulle man lave armbøjninger og det gad jeg bare ikke! Jeg hader armbøjninger ok!
Jeg var til ungdomsmøde en fredag aften. De stod og bedte da jeg kom for sent. De stod i rundkreds så jeg blev bare i baggrunden. Christina sagde jeg skulle komme og bede og så sagde jeg bare: ”Det vil jeg ikk’.” Jeg begyndte at ryste og min stemme skælvede.
Så sagde hun: ” Bed, eller gå!”
Så sagde jeg: ” Ok, så går jeg og jeg kommer ikke tilbage.”
Siden den dag kom jeg ikke længere i Faderhuset.
Jeg var meget problematisk i mine teenageår. Jeg var oprørsk, troede bedst selv. Men det er vel kun normalt. Jeg græd tit over mit liv. Hadede mine forældre. Hadede at gå i skole. Hadede min krop. Jeg røg og lavede ballade. Jeg var bare ligeglad.
Jeg blev ved med at have problemer. Jeg var stadig vred. Det hjalp ikke så meget som jeg troede at stoppe i kirken og komme væk fra alt det der. Følte at jeg ikke havde lyst til at lære nye venner at kende, da mine barndomsvenner og kristne venner blev taget fra mig. Skænderierne mellem mine forældre og jeg, blev værre og værre. Jeg besluttede at være mere oprørsk end nogensinde. Det endte med at mine forældre tog alt fra mig. Mine ting. Min frihed. Og dem selv.
Jeg hadede min mor dengang. Jeg var så frustreret. Hver gang jeg prøvede at snakke med hende, blev det til et skænderi, fordi hun ikke ville give mig lov til at tale! Hun ville aldrig lytte. Har haft det svært med at jeg aldrig har kunnet tale med min mor, fordi hun enten er ligeglad eller fordi jeg er bange for hvad hun vil sige.
Jeg ville ikke gå i skole. Jeg var 13 år og skulle starte i 8. klasse. Jeg følte mig udenfor. Jeg meldte mig syg tit. Til sidst stoppede jeg. Jeg gik ikke i 8. klasse.
Jeg gik til psykolog, for kommunen ville vide hvad grunden var til at jeg ikke ville gå i skole, men det hjalp dem ikke meget, for den virkelige grund holdte jeg hemmeligt for hele verdenen.
Jeg gik i 9. Klasse, da jeg senere hen fik en alvorlig spiseforstyrrelse hvor jeg intet spiste i 5 dage af gangen. Var ligeglad med alt og tænkte at jeg ikke fortjente at spise eller at jeg ikke kunne forstå hvorfor man sku spise.
I fritiden røg jeg hash og drak mig fuld med min veninde. Jeg var aldrig hjemme. Jeg var altid ude og lave et eller andet.
Jeg var forstyrret af min tid i Faderhuset. Det hjemsøgte mig. Tankerne jeg ville fortrænge, dukkede for alvor op da jeg var omkring 15 år.
Hver nat vandrede jeg lange ture alene, hvor jeg tænkte på lejren og på hvor meget jeg hadede kirkens ledere. Var så vred, jeg følte mig så magtesløs. Tænkte at de havde gjort en masse ting, jeg aldrig ville kunne bevise, tænkte at de var sluppet godt fra det hele. Jeg havde morderiske tanker om dem og kunne gå tur i flere timer nogen gange.
Jeg slog mine hænder ind i vægge, mure, træ, stole, borde, hvad som helst for at kunne føle smerte. Når jeg havde gået min nat-tur smadrede jeg mine hænder et sted inden jeg gik hjem for at sove. Jeg slog dem til det ikke gjorde ondt længere. Mine forældre spurgte aldrig hvorfor jeg altid havde blodige sår på mine hænder… Det var Faderhuset der havde sat sit mærke. ”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar